CM

dette er en test cm

SOMMER SPONTANOPGAVE: Vi har alle noget særligt

-Så pludselig står jeg her i en anden stue.

Stadig har jeg både skind og ben. Og de fejler jo ikke noget; benene. Mit skind har nogle skrammer, javel, lidt mange måske, men har jeg måske ikke også oplevet en del?

Det er kun få dage siden, en uge måske, at jeg stadig stod ved vinduet i din ’fine stue’ ud mod Godthåbsvej. Hos dig Alfred. Jeg var vel efterhånden den eneste, der stadig var i høj kurs hos dig. Slidt ja, men fordi jeg gennem mange år var din mest foretrukne.

Jeg var dén, du altid valgte. Du spillede mandolin, læste avis, lagde kabale, ja du spiste hver dag dine tre håndmadder i mig.

Du våndede dig meget Alfred, især de senere år. Ondt i ryggen, og var der mon ikke også noget andet?

Ryg mod ryg sad vi, år efter år. Jeg var dit faste holdepunkt, den der altid stod klar, den der var hos dig, morgen, middag og, ja, til langt ud på natten, når du ikke kunne falde i søvn. Så stod du op, og kom tussende tilbage til mig. Og ikke mindst om dagen, selvfølgelig; hele dagen sad du her hos mig.

Du kom, siden Kamma døde, ind i din pyjamas om morgenen med de blå striber, med små skridt; slæbende på fødderne i dine trofaste tøfler. Satte dig i mig, – Åh, ja, ja da, sagde du og lænede dig tilbage i mig.

Og når du sad her om natten, kiggede du ud gennem de blå-sorte ruder og talte. Ikke med mig. Du talte med dig selv; du konverserede natten. En én-mands dialog ud i mørket. Måske så du noget dér? Ledte efter svar?

Jeg hørte hvert ord. Det meste af det du sagde, havde jeg hørt mange gange før.- Kamma, sagde du,- nu varer det ikke længe før vi mødes igen, dér hvor du er.

For blot nogle uger siden, sagde du det igen Alfred. Og du talte om dine børn. -I kunne godt have besøgt mig noget mere, men selvfølgelig, hvad sjov er der ved det..? Du kneb en tårer; tit og ofte smilede du, og på det seneste synes jeg, at du mumlede meget. Du sludrede om penge, muligheder, succeser, du nævnte en specifik aften, at du var tilfreds, at du ikke ville kunne have gjort det bedre. Men også talte du om tab, fortabte chancer, ugrebne muligheder.

– Jeg ville kunne have gjort det bedre, sagde du en nat, – men da jeg ikke gjorde det, kunne jeg det vel ikke, svarede du dig selv.

Netop den nat var du meget klar. Det er kun fjorten dage siden.

Du slog mig, Alfred, ofte venligt og kærligt på armlænene, med begge dine arme og sagde : -Nå! Inden du så endelig fandt ind i din seng.

Du talte også nogle gange om mig. Og jeg BLEV jo faktisk også for mange år siden beundret, huskede du en aften.

– Du var så flot den gang, sagde du, – jeg fik dig på en møbelmesse i Frankfurt. Det blanke, solide okselæder, og de mange blanke messingsøm hele vejen rundt om ryglænet. -Men du var sgu også dyr, sagde du. Selv føler jeg mig blot dyrebar.

Så pludselig dagen før påske kom du ikke ind i stuen. Mandolinen lå bare her ved mine ben, hvor du sidst havde lagt den. Den forblev tavs hele dagen og natten med. Den blev stille og roligt falsk. Du viste dig ikke i stuen, dit åndedrag udeblev. Mine armlæn blev kolde, min ryg stod ensom og undrende.

Pludselig sidst på Skærtorsdag myldrede dine tre voksne børn ind. De råbte, diskuterede og pegede rundt i stuen. Og de ledte i alle skuffer …

Langfredag blev jeg hånligt smidt i kælderen, sammen med gamle stegepander, lysekroner og cigarlugtende bøger. Du, Alfred sagde ingenting; du var her ikke.

I en menneskealder kom du hver eneste dag ind til mig i din stue; og så, uden et ord udeblev du i onsdags? Alfred, hvorfor har du forladt mig? Forstår du, at jeg føler mig svigtet?

Husker du 9. april 1940, klokken var vel kun 4 eller 5 om morgenen? Det var fem år før vi sammen flyttede fra Vanløse til det nybyggede Aksel Møllers Have på Frederiksberg? Husker du det? Helt fremme på mig sad du, ret i ryggen og kiggede ud af vinduet. Og du hørte himlen brumme.

– Det er løgn, sagde du til vinduesruderne. – KAMMA, råbte du, -nu kommer de sgu også her! Hun rumsterede i køkkenet med morgenkaffen.

-Ja, ja, jeg kommer om lidt, Alfred, kaffen er færdig om to minutter.

– Det’ tyskerne, svarede du tilbage! Og i hinandens arme stod I ved vinduet og så sammen den morgen flyverne over København. Du hørte det skæbnesvangre budskab i Pressens Radioavis allerede om formiddagen. Du forstod ingenting. Den dag spillede du ikke mandolin. Du sad tænksom i mig og spekulerede hele dagen.

Vi to, Alfred, gennemlevede alle årene sammen. Alle DINE år.

Da dine børn blev født, sad du her, da du første gang tog dem i dine arme; du sad her når de lidt skamfulde fremviste deres karakterbøger og da du og Kamma planlagde konfirmationerne og deres bryllupper. Og du vinkede i vinduet, den dag de hver især ’fløj fra reden’. Du sad her altid. Lige her i mig. Du var Robinson, Alfred, jeg var Fredag.

HVER dag i alle årene har du og jeg været sammen. Vi har oplevet livet sammen. Ja vi har nærmest ’siddet lårene af hinanden’.

Med årene blev dine ben dårligere. Og det kom mig til gode. Vi nærmest voksede sammen, du og jeg. Da Kamma døde, lige efter krigen, sad du her, Alfred, netop hér hos mig og græd i dagevis. Og siden da var vi helt og aldeles forbundne.

Og så lige nu, her før påske, udeblev du. Jeg fornemmede straks, at noget var galt. Hvorfor kom du ikke ind og sagde:

– Nå, lad os nu se. Og foldede avisen ud, som du altid har gjort? Hvorfor kom du ikke og spillede mandolin, som du plejede? Hvor var duften af din elskede kaffetår og din morgen cigar?

Og så, ja så dine børn. Ved du dét, der hvor du nu er? Også din datter fra Vorupør; hende du ikke har set siden, hun blev gift som 19-årig. Hed hun Karen? Eller var det Solvei? Du talte aldrig om hende… Og ja, det kan, du måske ikke lide at høre, Alfred, men gode venner var de ikke, dine voksne børn. De talte kun om, hvad der var ’deres’ og hvad der mon var noget værd. Og om der måske var gemt nogle skillinger et sted.  MIG var der ingen der så.

Pludselig stod jeg så på kælderens betongulv mellem udslidte toiletkummer, gamle brædder og skårede urtepotter. Mine ben blev kolde. Mit skind holdt, skønt det blev stift og hårdt. Det var min helt store nedtur.

DU, Alfred, forsvandt uden et ord; og kun ’spot, spe og latterliggørelse’ blev mig til del, inden de satte mig hårdt ned mellem andet skrammel. Fra dyrebar og foretrukken gik jeg til affald og genbrugseffekt.

OG så her til morgen, præcis dagen inden påske søndag, kom en ung mand og hans kæreste med en masse tomme vinflasker ind her i den kolde kælder.

-Se, sagde hun, – den dér er da lige noget for os.

Nu står jeg i de unge menneskers stue på et lyst parketgulv, jeg har fået nye, stribede hynder, og over venstre arm, et blåt tæppe med noget stor hvid typografi. Overfor mig står en fin Mogens Koch foldestol og til venstre står Syveren i uskyldsren hvid lak. Jeg er kommet i godt selskab, Alfred.

-Man sidder sgu godt i den, siger den unge mand, og tager sin guitar frem, og placerer den i sin armhule. Han stemmer den. Og spiller …

– Og se, siger hun, – de mange smukke søm hele vejen rundt. Dem kan vi polere, så de bliver blanke.

Mandolinen ved jeg ikke, hvor blev af. Men her hører de podcast og digital radio. Og de danser og pjanker og griner. De er vist på samme alder, som du og Kamma var i Vanløse. Hér er en fest og en glæde. De bruger mig ikke så meget, synes jeg, men de ser meget på mig og smiler. Jeg er havnet et kærligt sted. Jeg har fået en chance til. Et nyt liv. Jeg har fået en stribe Gaffa tape om venstre arm; det er dér det varme tæppe ligger skødesløst henslængt.

Du, kære Alfred, dig vil jeg savne. Og din mandolin. Vi havde noget sammen som ingen kan fortælle om. Skindet og benene vidner om mit lange liv. Men måske er det rigtigt, at skindet bedrager? Du havde noget særligt Alfred. Det har vi alle. Mit var ryglænet. Og sømmene …

OPGAVE 5: Tankeløshed og normalitet

Af Carlo Mihlo

– Jamen, jo, selvfølgelig vil jeg da fortælle om det; hør så her: Min hustru var noget yngre end jeg. Ikke voldsomt yngre, men alligevel en del. Så meget at det ofte faldt andre folk for brystet, fordi det virkede så påfaldende. Ikke mindst fordi hun samtidig så væsentligt yngre ud end hun var, hvorimod jeg tenderede voldsomt til at virke temmelig meget ældre, end tilfældet trods alt var; både i væremåde og af udseende.

Men vi elskede hinanden, Anne og jeg. Vi var oprigtigt lykkelige sammen. På alle måder havde vi det godt. Hvorfor vi alligevel skiltes, vil jeg komme tilbage til, dels fordi det ikke hører hjemme her, for der er lige noget andet, jeg må fortælle først, og dels fordi jeg selv efterfølgende har tænkt mit, og derfor er nødt til at gemme det lidt, inden jeg blot kaster mig ud i den del af fortællingen. Men jeg erkender: Det var måske tankeløst af mig.

Men altså godt, det havde vi det, Anne og jeg. Og det lød ovenikøbet rigtigt, syntes jeg: ‘Anne og Arne’. Vi levede som elskende nu gør, og talte egentlig aldrig selv om den store aldersforskel. Og egentlig heller ikke om den umådeligt større visuelle forskel, som der vitterligt var tale om. Inden for vores egne tyve vægge, du ved, tre værelser med køkken og bad, i den røde etageejendom herovre, ikke så langt fra Grøndalsparken, opførte vi os, som man nu gør i et parforhold, bortset fra måske, at jeg ryddede noget mere op efter hende, end en mand normalt gør, medens hun gav mig betydelig mere receptpligtig medicin, end man gennemsnitligt oplever det i mere ligeværdige forhold.

Nå, men så min datter, ja nu springer jeg lidt i det, for hun spiller nemlig også en rolle i det her, hun var nemlig en anelse, ikke meget, men lidt yngre end min ægtefælle; de var fra samme årti de to. Men hun, min datter, så tilgengæld uendelig gammel ud. Hendes moder mente på det bestemteste, at dét måtte hun have fra mig, men helt ærligt: hendes mor er ikke særlig selvkritisk; på den anden side, måske havde hun ret. Det havde hun nu ellers ikke særlig ofte, moderen, men måske lige i denne her lidt aparte sag, ja der havde hun muligvis en pointe. Jeg har nu ikke selv talt med hende om det.

Nå men, for mig selv var det aldrig noget problem, at min elskede kone så så utrolig ung ud; tværtimod. Det eneste der kunne være lidt stødende, syntes jeg,  var at folk vi mødte til selskaber, til koncerter eller på spadsereture i parken ofte antog, at hun var min datter. Omvendt var jeg naturligvis lidt ærgerlig over, at min datter fremstod så ældet, for når jeg gik en tur med hende, enten de samme steder som med min hustru, eller i bio, til bingo eller ballet, ja så gav folk udtryk for, at hun da bestemt måtte være min kone. Og det syntes min datter absolut ikke var sjovt. Nemmere blev forviklingen ikke af, at osse min datter hedder Anne.

Selv kunne jeg sagtens leve med denne problemstilling, men efterhånden medførte det, at hverken min kone eller min datter havde lyst til at gå tur sammen med mig, hvorfor jeg til sidst måtte gå alene. Og det var lidt trist, for så fornemmede jeg, at alle folk kiggede på mig og tænkte: – Der går en gammel, ensom mand. Og altså, jamen, det gjorde der måske også? Men jeg havde det ikke godt med det. Så fandt jeg på at købe en brugt hund. En rødbrun cockerspaniel med kuperet hale. Og det syntes både min kone og min datter var en henholdsvis storartet og glimrende ide.

Men så var det, og nu kommer det, for her fejlede jeg nok. Det var måske nok ikke rigtigt af mig. Jeg tænkte mig simpelthen ikke godt nok om: For nemheds skyld valgte jeg at kalde hunden for Anne. Også selvom der faktisk var tale om en hanhund. Og det blev min kære, unge kone Anne så sur over, at hun valgte at forlade mig. Samme aften da jeg kom hjem efter at have gået en godt to timer lang aftentur med Anne i parken, klokken har vel været hen ad halv ti, havde min kone pakket sine ting, og en god del af mine, og var rejst sin vej. Den eneste hilsen hun havde efterladt var et lille stykke afrevet køkkenrulle, hvorpå hun med en rød spritpen havde skrevet: ‘Arne, din gamle idiot!’ Det havde hun ikke behøvet, synes jeg. Og da jeg så utrøstelig og ulykkelig næste dag ringede og fortalte det til min datter Anne, sagde hun blot, at det kunne hun den ondelyneme godt forstå! Og så afbrød hun forbindelsen, og siden har jeg ikke hørt fra hende. Hun har altid haft et iltert temperament, min datter, den ros skal hun ha’. Og egentlig synes jeg også hun altid har virket lidt gammelklog.

Det gode ved det hele, føler jeg imidlertid er, at når jeg i dag går tur med Anne i Grøndalsparken, fornemmer jeg tydeligt, at folk blot tænker: – Der går en gammel mand med en hund. Selv synes jeg, at her går Anne og Arne. Og så går jeg og reflekterer, over hvad der egentlig er normalt. Og undrer mig over hvorfor der aldrig er nogen, der har spurgt mig hvor gammel Anne er.

Opgave 4: -Fordi jeg er dyrebar
Af Carloine van der Mihlo

-Så sidder jeg her igen. God morgen mig. Uha, hvor er det tidligt, og hvor ser jeg dog træt ud. Nå, men det skal vi nu nok få klaret. Jeg VIL altså ha’ denne tid for mig selv til at lægge ansigt. Det er så vigtigt at gøre lidt ud af sig selv. Hvis så bare Tommy, det fjols, ikke kommer rendende med sit: ‘- Orh, hvor er jeg vild med det dér; det er SÅ sexet’.
Mænd har det altså nemmere. Tommy lader jo bare skægget stå. Men som kvinde må man simpelthen tage sig den tid, det kræver.
Hvor jeg dog afskyr Tommys platheder; hans forfærdelige mandschauvinisme. Og jeg hár jo sagt det til ham: – Ikke altid ‘fister’ forrest Tommy, prøv med lidt romantik, hvis du da ved, hvad det er.
Nå; først lægger jeg bunden. Uden primer, ingen Patricia. Primeren får makeup’en til at lægge sig så fint i hudens porer. Og så min foundation, så huden bliver helt jævn. Jeg tester farven her på kanten af kæben; endelig ikke på hånden. Det er så vigtigt at bygge bro mellem ansigt og hals. Sådan; bare et tyndt lag. Åh, jeg bliver vanvittig, hvis Tommy om lidt står her lige bag mig …
Så min concealer, bare lige for at lysne omkring øjnene. Og så highlighter jeg her under øjenbrynene. Det giver mit ansigt sådan et fint løft. Ups, jeg må da vist snart ha’ købt mig en ny blyant? Ja, gratis er det er jo ikke, det her. Men det SKAL gøres, ellers kan jeg ikke gå uden for en dør. Og altså, Tommy tjener jo godt ved det der investerings-halløj. Hmm, skal jeg nu gøre brynene markerede eller lyse? Hvad skal jeg i dag? Jesus! Jeg har jo møde med Design & Marketingafdelingen allerede kl. 10. Jeg giver dem lidt ekstra farve. Og så børster jeg lige farven op; sådan.
Altså Tommy er så forfærdelig primitiv. Han har slet ikke sans for… for følelser; for min verden. Han fatter ikke, at mit udseende er alt afgørende for min karriere.
Men altså de øjne! Jeg ser da helt vildt træt ud? Jeg gi’r dem noget ekstra farve. Sætter flere farver sammen, det er jo meget trendy for tiden.
Han er altså ret lækker; ham Florentz. Lidt en skam han ikke taler dansk. Men fransk er da virkelig smukt, bevares, og vi forstår jo hinanden meget godt alligevel. Og tænk dog et romantisk navn: Florenz Cavalier. Og så er han kreativ direktør, mums. Og så beleven han er, så hensynsfuld. Ja, Florenz er den eneste, jeg virkelig godt kunne tænke mig at… nå, altså, nej… men Florentz skal ikke se mig møde op og ligne udskidt ‘ævlegrød’. Hvad var det han sagde den anden morgen? – Votre visage est une œuvre d’art. Dér har Tommy altså meget at lære; med den hængerøv i bukserne, og hans skjorter og sokker, der ligger og flyder alle vegne.
Må jeg se; liiige en grå kohl på vipperne, og så lidt rosa blush på kinderne; det giver mig sådan en sart glød. Et fint lille pift. Tænk; tænk hvis Florentz pludselig kom ind og så mig sidde her uden en trevl… uhh, jeg tør næsten ikke tænke tanken. Mærkeligt egentlig at han bor sammen med sin fætter? … Nå, jeg slutter lige af med en touch-up; jeg dupper bare, så holder makeup’en sig på plads; i hvertfald indtil frokost.
Jeg ved godt, at hende den lille buttede i receptionen, synes at læbestift er lidt; hvad var det hun sagde? Oldschool!
– Nu har vi jo altid en lipgloss i håndtasken, sagde hun. Ja tak, gad vide hvad hun ellers render rundt med, den lille sæk. Og prøvede hun ikke at lægge an på Florentz den anden morgen, ude ved kopimaskinen? Men han afviste hende så fint. Florenz er altså en gentleman. Egentlig underligt han har en dansk fætter? Altså læbestiften er berusende, synes jeg. Den giver et super blikfang, og så giver den læberne den helt rigtige struktur. Jeg sværger til den matte her; perfekt farveintensitet og en sublim komfort. Alle kvinder bør have mindst én læbestift, bum!
De her fem kvarter hver morgen, er altså givet godt ud, åh, hvor jeg dog elsker dig, Spejl. Mit ansigt er jo mit visitkort. Når bare ikke Tommy… Men hvor er Tommy egentlig ? Sig mig, er han bare smuttet uden at sige et ord?
-Tommy? TOMM-MIIIE…? Han er sgu da en stud! Her sidder man og gør lidt ud af sig selv, og så ser man ikke skyggen af ham…

Opgave 3: Flink og fotogen
Af Carlo Mihlo

– Hov, du tabte dit paprør…
– Åh tak, jeg er så stresset, svarer hun og virrer med hovedet, – jeg skal aflevere dét inden kl. tolv, og jeg har en ny fotografering om en time; alt for mange aftaler, du ved.
– Jeg kan da aflevere det for dig.
– Jamen, jeg bliver vanvittig, åhh nej altså; vil du virkelig? Du er vist en flink fyr, hva’? Det er måske en frelsende engel, jeg har mødt? Billedet skal afleveres på Islands Brygge. Og her har du mit visitkort.
– Tak for det. Sig mig, du hedder Stille? Du er…?
– Kunstner, svarer hun,- ja, jeg fotograferer, men altså; jeg er nødt til at smutte nu; tak for hjælpen, flotte fyr.

…

– Hallo, det’ Stille!?
– Carlo her, jeg vil bare sige, at dit fotografi er afleveret. To minutter i tolv, så…
– Åh, gud, det har jeg da helt glemt. Jamen, det er helt tosset, den foto-aftale jeg havde her på atelieret, er blevet aflyst. Så faktisk havde du jo slet ikke behøvet; men det kunne jeg jo ikke vide, vel?
– Nej nej, det er helt ok, jeg har fri i dag, så jeg er da kun glad for at kunne være behjælpelig …
– Hør her Karl, hvad siger du til…
– Carlo.
– Undskyld hvad..?
– Jeg hedder Carlo; du sagde Karl…
– Nåe pyt med det, det er fordi… ja, lige nu tænker jeg; har du ikke lyst til at komme forbi og se mit atelier? Jeg bor på …
– Thorvaldsensvej, øverst oppe. Jeg fik jo dit kort: Stille Bang, Portrætfotograf.
– Kommer du så? Jeg sidder jo bare her med en aflysning. Og en flaske vin.

– Wow, en flot lejlighed, du har. Og sikken udsigt…
– Kom her,svarer hun, atelieret er herinde; hvis du bare står dér foran den grå baggrund så …
– Her? Hvad skal jeg gøre?
– Du skal ikke gøre noget; sådan, nu har jeg allerede taget det første billede, det gjorde da ikke ondt vel …?
– Nej, nej du er hurtig på aftrykkeren …
– Udløseren, smiler hun; – glassene? Hvor har jeg nu stillet de dumme glas? Ajj, altså, hør her Carlo, vi ta´r bare en slurk af flasken, ikke? Jo, ved du, hvad du skal? Du skal tage jakken af, det er alt for varmt, det der. Prøv at sætte dig på den sorte skammel dér, og så… ja, sådan…og sådan …og kig herhen… ja, det er godt… og kig op til højre… drej i overkroppen, ja, du er virkelig en flot fyr, ved du det? Hvad siger du til at tage skjorten af?
– Skjorten?
– Ja; bar overkrop gør sig rigtig godt i sort-hvid, forstår du… ja, bare smid den på gulvet… sådan ja, uhh, det er flot …
– Skål Carlo, tag en tår til. Og tak fordi du stiller op.Der er ikke så mange mænd der kan li’ at blive fotograferet, forstår du, så jeg er virkelig … Hov, du så jo slet ikke det billede, du afleverede, vel? Se, jeg har en kopi her. Skål igen, du.
– Holy cow, hun er jo splitter ravende …
– Ja, jeg er meget optaget af det nøgne menneske; rent kunstnerisk. Hvad siger du til, Carlo, at… altså i kunsten har man jo i hundredevis af år afspejlet den nøgne kvinde, ikke? Men mænd, det er ligesom ikke… Ved du hvad, kom her; drik en tår mere.

Så løsner hun min livrem, og hiver mine cowboybukser ned. – Kom; også af med skoene; sådan. Bare spark dem ud til siden; sæt dig på skamlen igen; du skal også tage de der sorte af …
– Underhylerne?
– Ja, vi aftalte jo et nøgenfoto, ikke? Sort-hvid, flot nøgen mand. Det bliver perfekt. Sådan; kig væk, ikke lukke øjnene, kig herhen, læn dig lidt tilbage, stræk armene bagud, bøj hovedet bagover, jae, det blir virkelig godt…

… Jeg var 20 år, hun var 30. Stille var støjende, storladen og spektakulær. Og på alle måder en flot og inspirerende kvinde. Jeg blev vildt betaget af hende, og i et par måneder var vi kærester. Et halvt årstid efter blev jeg inviteret til en fernisering på et galleri på Islands Brygge: ’Portrætter i sort-hvid – skudt af Stille Bang’. Hun kom mig flagrende i møde, med et glas champagne dinglende mellem fingrene.
– Du kan roligt være stolt, Carlo,- du har ikke noget at skamme dig over. Kvinderne er vilde med billedet af dig! Så kriblede hun mig med sine fotogene negle, og svævede igen ind i galleriets menneskehav. Selv listede jeg lige så stille af.
– Der blev jeg godt nok taget med bukserne nede, tænkte jeg, – men hvad, man kan vel ikke blive forført, hvis ikke man selv vil?

Opgave 2: Hvad laver en påskekanin i pinsen?
Af Carlo Milo

Jeg har nu malet noget af hende ind i billedet. Krukken med penslerne fremkalder det hele på ny. Lugten er ikke olie og terpentin. Den er Camille og Nina Ricci. En duft af kvinde og kærlighed. Kan jeg virkelig savne hende, når hun kun har været her én gang? Det er dagen før pinse.
<
– Hej, er dine påskegæster gået?
– Mine gæster? Ja, de er lige smuttet.
– Jeg ved det godt; det er derfor, jeg først kommer nu. Er det ikke på tide, at vi to hilser rigtigt på hinanden, synes du? Det er mig, der har sommerhuset lige over for.
– Ja, jeg har set dig, når du har gået frem og tilbage med plæneklipperen. Du vidste jeg havde gæster?
– Jeg har da holdt øje med dig. Ikke kun i dag. Du har boet her i 5 måneder og 6 dage.
– Holdt øje? Hvordan? Vil du ha’ en kop kaffe? Eller et glas vin?
– Jeg har altid ønsket, at der ville flytte en enlig fyr ind her. Én jeg en gang imellem kunne drikke en kop te med.
– Kom indenfor. Du vil hellere ha´ te?
– Ja, men vi kan sagtens tage et glas vin, hvis du synes.
– Cremant? Kan du li’ cremant?
– Det’ en smuk skjorte du har på. Den har jeg vist ikke set dig i før. Heeey, champagneskåle med høj stilk? Ja, det kunne jeg måske have sagt mig selv …
– Værsgo og velkommen til. Skål. Jeg havde ikke lige ventet du bare kom sådan, out of the blue. Hvad hedder du egentlig?
– Neej, men jeg synes pludselig, at nu skulle det være. Camille; jeg hedder Camille. Camille Voisin.
– Jamen, så skål Camille. Du er fransk? Du bruger da ikke dit sommerhus så meget, vel?
– Skål. Og god påske. Havde jeg vidst vi, skulle drikke vin af så fine glas, havde jeg taget en pæn kjole på. Joe, altså, jeg kommer som regel herop, så snart jeg har tid. Min far var fransk; fra Nice; han var…Min mor er dansk. Hun hedder Nielsen.
– Taget en pæn kjole på? Du ser skøn ud i den røde nederdel; og den lille blå top eller hvad det hedder. De franske farver?
– Ja, og; altså…
– Hvad?
– … altså jeg har også noget hvidt på…trikoloren, du ved, er det ikke det, vi taler om? Skål. Hvor var det godt, du var her.
– Hvor var det godt du kom …
– Flotte panoramavinduer; sikke et lys. Og haven. Min er slet ikke så kuperet. Og skulpturen er det …?
– Blot et gammelt æbletræ, der er gået ud for længst.
– Jeg har haft lyst til det her længe; gi’r du et glas mere?
– Sikken påske!
– Sikken glæde; viser du mig rundt i huset?
– Du dufter af æble…eh, ja, selvfølgelig kom. Ovenpå har jeg to værelser. Og her til venstre er badeværelset. Og herinde; mit soveværelse.
– Sikke et smukt rum; og man kan ligge ned og se lige op til stjernerne? Og det blå sengetæppe; hvor ser det lækkert ud. Er det silke? Det store maleri dér; har du malet det?
– Kan du li’ det?
– Jeg elsker det. Det er meget erotisk, ikke?
– Jo, hvis du synes; det er ikke helt færdigt; det er som om der mangler noget; ved ikke helt, hvad…
– Åh, hvor var det godt, jeg tog mig mod til det her…
<
Jeg står og falder i staver. Fingererer ved krukken, kører håndfladen hen over penslernes mårhår. Jeg har ikke set Camille siden 2. påskedag. Så ringer telefonen:
– Hej Carlo. Det’ Camille; god pinse. Sig mig, hvad laver sådan en påskekanin egentlig, når han ikke lige ligger og knalder sin nabo?
– Kanin? Det hedder altså påskehare.
– Skynd dig nu bare herover og få en kop te; jeg har franske vafler i ovnen …

Opgave 1: Ikke uden betaling
Af Carlo Milo

– Kør!
– Javel! Hvor skal vi hen?
– Kør nu bare, moster; hvor som helst. Overrask mig.
– Hvor som helst? Nu kan du vel betale, ikke? Jeg gør ikke noget uden …
– Tror du jeg sætter mig ind i en taxa, uden at ha’ penge? Kør nu, for helvede og klap i. Her er en tusse. Så bare sæt mig af når…
– Du virker lidt irritabel, unge mand. Og så er jeg altså ikke din moster; selv om jeg måske har alderen til det. Er der sket noget trist? Det er jo ikke normalt, bare at blive kørt rundt uden mål og med, vel?
– Hvad?
– Ja, altså, skal jeg bare sådan køre rundt på må og få. Og selv finde på noget? Østerbro? Eller måske lidt op ad strandvejen? Skal jeg fortælle dig lidt om, hvad vi ser? Lige her til højre; det er Søndermarken.
– Du skal bare holde din kæft. Har du svært ved at fatte det?
– Bevares, så gør jeg bare, som jeg synes, så kan du sige til hvis…
– Klap dog nu kaje! Ikke så meget snak. Du behøver ikke at forklare mig, at dét der er Zoologisk Have. Jeg kommer lige derinde fra, for fanden. Det skulle have været så…så …
– Så hvad?
– Jamen, det gik bare helt ad helvede til; vi skulle have fejret… vi skulle …og så, på ét sekund lige foran girafferne, så blev jeg… så blev jeg sgu single igen. Pisse nederen. Men altså, jeg gider ikke tale om det!
– Det er helt fint. Men jeg tror godt, jeg ved, hvad du taler om; jeg har selv prøvet noget, der ligner, tror jeg. Bare uden giraffer, selvfølgelig…
-Ha, jamen det er sgu osse for åndsvagt. Vi mødtes faktisk netop i Zoo for to år siden på denne dag. Vi skulle fejre det, og så, eddermama om ikke kællingen slår op. Hvad skulle vi så derind for? Den fucking bitch! Altså, vi flyttede sammen for mindre end et halvt år siden. Og så lige pludselig: Slut. Ud!
– Det lyder da også underligt. Min mand skred også på en mærkelig måde, han sagde bare …
– Jeg gider ikke høre om din mand, okay?
– Nej, selvfølgelig, undskyld. Hvad hedder du?
– Hans.
– Hvor pudsigt. Jeg hedder Grethe.
– Og…?
– Ja, ligesom i eventyret du ved.
– Hvad snakker du om, dame? Hvorfor stopper du?
– Vi er fremme. Nygårdsvej. Og hér bor jeg. Lige dér ovre, kan du se skiltet? Der ligger Svanemøllen Station, så kan du bare…
– Jamen; jeg, altså; jeg ved slet ikke hvor jeg skal… jeg har jo ikke noget sted at være nu.
– Mh, ja det er ikke så godt. Du kan måske trænge til et eller andet? Vil du med op?
– Øh, til dig? Ja, hvorfor ikke? Du vil måske fortælle mig et eventyr?
– Altså, du ville jo gerne overraskes, ikke? Og du har jo kun brugt godt 200 kr …

Opgave 0: En betydningsfuld bagatel
Af Carlo Milo

Opgave 00: Første afsnit:

Det kom bag på mig, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér medens tårerne trillede ned ad hendes kinder.
Straks holdt jeg op med at spille, rejste mig fra flygelet, og gik hen til hende.
– Min kære Therese, hvad er der galt? Hun stod ubevægelig i sin hvide kjole, kun oplyst fra lampen ved mine noder. I sine hænder knugede hun et lommetørklæde, som nu og da opfangede hendes tårer. Hendes hænder sitrede, og nu tørrede hun også en dråbe væk fra sin næsetip. Jeg strøg hende over kinden, og med tommelen tørrede jeg endnu et par tårer bort.
– Åh Ludwig, hikstede hun, – det er så svært; jeg kan ikke…
– Hvad Therese? Hvad kan du ikke?

>>> OPGAVE 0: SIDSTE AFSNIT, STARTER HER:

Jeg vågnede med mit ansigt på mine arme hen over tangenterne. Morgensolen spejlede sig i flygelet. Mine noder var faldet på gulvet; som hele mit liv var. Natten havde været en ydmygelse. Og en del af hendes forklaring, kunne jeg slet ikke høre, nu hvor jeg netop havde allermest brug for at høre hvert et ord. Det gjorde mig desperat. Jeg tabte hovedet og dermed mistede jeg alt.
– Therese har afvist mit frieri, sagde jeg til mig selv; – jeg skulle ikke have råbt og skreget, som jeg gjorde. Skulle måske heller ikke have drukket så meget. Desperationen tog magten fra mig, men jeg håbede jo, at jeg kunne ændre hendes beslutning. Og hvad nu med min nye ’Bagatelle i A mol’? Mit klaverstykke som jeg netop har færdiggjort?
Thereses gentagne afvisninger rumsterede i mit hoved: -Ludwig, du må forstå, at jeg stadig holder af dig; jeg respekterer dig højt. Og jeg værdsætter, ja, jeg elsker din musik. Men jeg elsker en anden mand.
Jeg samlede mine noder op og gennemspillede hele kompositionen igen. Så greb jeg min pen. Kiggede på mine kragetær og min forelskede dedikation: ’Für Therese’. Jeg stregede den ud. i I afmagt skrev jeg: ’Für Elise. Af Ludwig van Beethoven’. Alt andet omkring mig var uforandret. Verden gik videre. Men forstod aldrig hvorfor HUN græd.

Opgave 00: EN BETYDNINGSFULD BAGATEL

Af Carlo Milo

Det kom bag på mig, at hun græd. Hun hulkede ikke, stod bare dér medens tårerne trillede ned ad hendes kinder.

Straks holdt jeg op med at spille, rejste mig fra flygelet, og gik hen til hende.

– Min kære Therese, hvad er der galt? Hun stod ubevægelig i sin hvide kjole, kun oplyst fra lampen ved mine noder. I sine hænder knugede hun et lommetørklæde, som hun nu og da opfangede tårerne med. Hendes hænder sitrede, og nu tørrede hun også en dråbe væk fra sin næsetip. Jeg strøg hende over kinden, og med tommelen tørrede jeg endnu et par tårer bort.

– Åh Ludwig, hikstede hun, – det er så svært; jeg kan ikke…

– Hvad Therese? Hvad kan du ikke?

***

Opgave 0: Sidste afsnit af ’EN BETYDNINGSFULD BAGATEL’ Kommer fredag den 24.oktober

Jeg en blogger. oktober 2014

Nu skriver jeg her

på min nye blog

gør mit bedste

uden brok

systemet er svært

det syns jeg for pokker

men nu er jeg blevet

en rigtig blogger